Søg
Sitemap

Den danske gård i Thailand

print

Muak Lee - den danske gård i Thailand

Mejerisektoren har været i en rivende udvikling siden begyndelsen af 1960’erne. Det begyndte med et dansk bistandsprojekt, som bestod af et malkekvægbrug og et uddannelsescenter i Muak Lek 150 km nord for Bangkok.

Mange af de unge thaier, der blev uddannet på gården, fik op gennem 60’erne tilbudt et stykke jord til en rimelig pris i området omkring mejeriet, hvor de kunne etablere et landbrug med malkekvæg. Bønderne leverede mælken til Muak Lek og fik på mejerigården rådgivning, kurser og dyrlægebistand.

Muak Lee-gården efter 1971

I 1971 blev ”Den Danske Gård” i Muak Lek overtaget af den thailandske regering, som fortsatte gården og mejeriet som en selvstændig organisation Dairy Promotion Organization (DPO). Siden er mejeriets markedsandele faldet markant. Alligevel er der bred enighed om, at ”Den Danske Gård” har haft stor betydning for udviklingen af mejerisektoren og for de tusindvis af familier, der fik en væsentlig forbedret indkomst og levestandard som mælkeproducenter. Gunnar Søndergaard, den danske agronom der startede gården op i 1962, udtrykte det, mange år efter at han i 1972 forlod Thailand, som: ”En ting er sikker, Thaigården har mere end opfyldt de forventninger, vi stillede til den.”

Køerne døde

Det varede ikke længe, før de danske køer fik problemer med klimaet og de tropiske sygdomme og insekter, de blev udsat for. Sygdommene blev overført af tæger, så en gang om ugen fik køerne en svømmetur i kemikalier for at beskytte dem mod insektangreb. Alligevel blev køerne syge, og en del af dem døde.

Man begyndte nu at krydse lokale thaikøer med de danske. Derved lykkedes det at opdrætte nogle køer, som kunne klare sig i klimaet, og som samtidig havde en rimelig mælkeydelse.